Filtrer efter kategori
 
loading
Fløjlspote, knytnæve og tordenslag | Århundredets Festival

Fløjlspote, knytnæve og tordenslag | Århundredets Festival

Justitsministeren og storsvindleren Peter Alberti er i starten af 1900-tallet et kontrastfyldt midtpunkt i dansk storpolitik, og hans handlinger får langtrækkende konsekvenser for det danske demokrati og retssystem. Hør forfatter Kaare R. Skou fortælle om Alberti. Derefter byder museet på en rundvisning i Albertis fængsel, efterfulgt af kaffe og Sarah Bernhardt kage. Eftermiddagen sluttes af med en orgelkoncert i fængselskirken med organist Kevin Laplante, som spiller toner fra La Belle Epoque.

Alberti blev valgt til Folketinget for partiet Venstre i 1892, og han blev en central del af den forfatningskamp, som få år forinden havde bragt Danmark på randen af revolution. I 1901 blev Alberti minister i den første regering efter systemskiftet. Her resulterede hans tætte partnerskab med kultusminister, og senere konseilspræsident, J.C. Christensen, bl.a. i en omstridt censurlovgivning i 1907. Partnerskabet mellem Alberti og J. C. Christensen blev af den radikale Edvard Brandes beskrevet som fløjlspote og knytnæve.

Alberti fik tildelt posten som justitsminister, men han ville helst have været finansminister. Han var mere forretningsmand end jurist, var passioneret spekulant, og den passion var medvirkende årsag til, at han i 1908 meldte sig selv til politiet – en nyhed som J.C. Christensen i sin dagbog beskrev som et tordenskrald.

To år og en lang retssag senere fik Alberti en dom på 8 år for bedrageri og falsk, for en sum svarende til tæt på 1 milliard nutidskroner, og han blev fange nr. 75 i Horsens Straffeanstalt. Hér oplevede Alberti nu på egen krop, hvordan det straffesystem, han havde været øverste chef for, fungerede. Og udenfor fængslets tykke mure gennemlevede den spæde, danske parlamentarisme rigsretssagerne mod både indenrigsminister Sigurd Berg og konseilspræsident J.C. Christensen.

 

Program

  • Journalist og forfatter Kaare R. Skou: Storsvindleren Alberti, foredrag, sted: Fængselskirken
  • Fængselsmuseets ansatte: Justitsministerens fængsel og fange nr. 75’s tid i fængsel, rundvisning, sted: Fængselsmuseet
  • Kaffe og Sarah Bernhardt kage, sted: Fængslets forsamlingshus
  • Kevin Laplante, Toner fra La Belle Epoque, orgelkoncert, sted: Fængselskirken

Event info

⇓ Vis alle datoer
175 kr. (inkl. entré til Fængselsmuseet)
Fængselsmuseet
Fussingsvej 8, 8700 Horsens

Arrangør