Filtrer efter kategori
 
Festival
Børn
Marked
Kunst
Kultur
loading
“Vejen ind, er vejen ud”

“Vejen ind, er vejen ud”

”Vejen ind, er vejen ud” er titlen på en ny kunstinstallation ved FÆNGSLET i Horsens, som er skabt af kunstner Jesper Dalgaard med støtte fra bl.a. Statens Kunstfond.

”Vejen ind, er vejen ud” er titlen på den nye kunstinstallation, som Jesper Dalgaard har tegnet specielt til Horsens og parkområdet foran FÆNGSLET. Kunstværket er udformet som en dobbelt spiral midt på græsarealet rundt om eksisterende træer og buske. Ideen er at bruge den natur, som allerede er i området, og gøre det til en del af kunstinstallationen:

”Jeg har fra start haft en idé om, at lave en form for ”legeskulptur” på plænen ved FÆNGSLET, hvor spiralernes lange gange snor sig rundt og rundt om træerne – indtil man pludselig står ved et træ i spiralens midte, og kan kigge op under trækronen. På den måde bliver træerne en del af kunstværket, hvor træerne danner et lille opholdsrum med grene og blade som tag”, fortæller kunstner Jesper Dalgaard og fortsætter:

”Skulpturen placerer sig i krydsfeltet mellem kunst og arkitektur, og skaber med den lange gange et nyt og anderledes oplevelsesrum med mange facetter og funktioner. Jeg vil rigtig gerne invitere publikum indenfor til at bruge spiralen som et ”aktivt” kunstværk, hvor man kan mødes, lege, løbe rundt, gemme sig og i det hele taget gå på opdagelse – uanset om man er alene eller er sammen med familie og venner”.

 

Del af en større udviklingsvision

Det spiralformede kunstværk kan henover efteråret tilbyde en ekstra oplevelse i fængselsparken, og samtidig teste nogle af de udviklingsvisioner, der er for de grønne områder. Heriblandt et ønske om at åbne de grønne parkområder mere op mod byen og invitere horsensianerne indenfor til at bruge parken – også til hverdag.

 

 

 

Kunstinstallationen opføres med støtte fra Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, Kulturregion Østjysk Vækstbånd og Urban Lab, del af Aarhus 2017.

Event info

⇓ Vis alle datoer
Gratis
Fussingsvej 8, 8700 Horsens