ROCKERGANGEN - rockerliv bag tremmer

En panserværnsraket, en dør med 25 skudhuller og Hells Angels’ opholdsstue. Det er blot noget af det, du kan opleve i den nyudvidede udstilling Rockergangen fra den 23. juni.

I 1990'erne var rockerkrigen på alles læber. Men det var nok de færreste, der dengang gjorde sig tanker om, hvordan hverdagslivet tog sig ud for en indsat rocker i gang med at afsone i et fængsel. Det kan du blive klogere på nu, hvor Fængselsmuseet udvider sin fortælling om rockerliv bag tremmer med den fornyede udstilling Rockergangen.

Læderveste foran dør med skudhuller

MED ÉT BEFINDER DU DIG MIDT I HELLS ANGELS’ OPHOLDSSTUE

Oplev helt nye udstillingsrum med genstande, der ikke har været udstillet i Horsens før, bl.a. døren fra drabsforsøget på Jørn "Jønke" Nielsen i Jyderup Statsfængsel tilbage i 1996 og panserværnsraketten, der blev affyret mod en villa i Jyllandsgade i Horsens i 1997. Fængselsmuseet reetablerer også fængselsceller, fælles baderum og Hells Angels opholdsstue som det så ud anno 1990-2006 med den originale lædersofa, som rockerne selv byggede.

ROCKERNE BLEV ISOLERET FRA ANDRE FANGER

I 1990'erne kom der flere rockere i de danske fængsler som et resultat af de mange konflikter og opgør mellem forskellige rockergrupper. Rockerne blev kategoriseret som ”negativt stærkt styrende indsatte”. Det var stærke fanger, som man vurderede ville styre andre fanger. Derfor blev det politisk besluttet at isolere rockerne på særafdelinger. I 1999 blev der etableret en afdeling i Horsens Statsfængsel for fanger med tilknytning til Hells Angels. Fanger med relation til Bandidos blev placeret i Nyborg Statsfængsel. 

I Horsens hed afdelingen officielt ”Afdeling 4. vest”, men den blev også kaldt ”rockergangen” eller ”rockerafdelingen”. Rockergangen var isoleret fra resten af fængslet og havde eget kondirum, arbejdslokale, opholdsrum, besøgslokaler og fælleskøkken. Der var plads til 20 fanger på afdelingen.

Formålet med særafdelingen var bl.a. at undgå konflikter. Fængslet skulle sikre, at rockerne ikke skabte uro og utryghed blandt de andre indsatte. For at undgå kontakt med resten af fængslet og for at give rockerne indhold i hverdagen stod de selv for at lave mad, gøre rent og vaske tøj.

SE OGSÅ

FÅ MERE UD AF DIT BESØG