rundvisning for grupper
Fængselsmuseet tilbyder forskellige spændende rundvisninger og foredrag til private grupper, virksomheder og uddannelser. Hvis du ønsker at komme på en grupperundvisning, send da en forespørgsel nederst på denne side.
Kom med på en rundvisning i Fængselsmuseet og få et unikt indblik i dansk fængselsliv gennem 153 år. På turen rundt i museet ser du bl.a. celler, rockergang og fængselskirke, mens du lytter til de bedste af vores fortællinger om fanger og fængselsliv.
Varighed: 60 min.
Kom med en fængselsbetjent på rundvisning gennem Fængselsmuseet og få en oplevelse ud over det sædvanlige. Hør de personlige fortællinger fra en af de tidligere ansatte, som tilsammen har arbejdet næsten 80 år i danske fængsler.
Varighed: 75 min.
Fængslets udeområde var ikke tilgængeligt for offentligheden i mere end 150 år, men i dag kan du komme på en rundvisning, hvor du får et indblik i det liv, som udspillede sig bag de gule mure. På en gåtur på fængslets store udeområde får du bl.a. historien om Danmarks første fængsel, livsfarlige undvigelser og den sidste henrettelse med økse.
Mange drømme om flugt er blevet knust i mødet med muren, som omkranser fængslets store udeområde. Kom med på en frisk gåtur og hør bl.a. om nogle af de fanger, som satte livet på spil for at forcere den høje ringmur. Vi kommer også forbi mange af de bygninger, som har dannet rammen om fangelivet i Danmarks første fængsel. Hør også om fangen Jens Nielsen, som blev henrettet på fængslet i 1892.
Varighed: 60 min.
Få de vigtigste highlights fra fængslets spændende historie på en tur rundt i Fængselsmuseet. Se den ikoniske Gammel Celle, rockergangen og fængselskirken og få samtidig fortællingerne om nogle af de berømte fanger og deres ophold i det tidligere statsfængsel.
Varighed: 45 min.
Med flagermuslygter i hænderne begiver vi os rundt i det mørke og lukkede museum, hvor vi bl.a. skal høre om korporlig afstraffelse og den sidste henrettelse med økse.
Fængslet fik indlagt elektricitet i 1908, og herefter kunne man begynde at slukke de mange sodende petroleumslamper. Fængselsmuseet tilbyder en rundvisning, hvor vi slukker for stikkontakten og fortæller historier fra dengang, hvor fængselslivet udspillede sig i petroleumslampernes dunkle skær. Med flagermuslygter i hænderne begiver vi os rundt i det mørke museum, hvor vi bl.a. skal høre om korporlig afstraffelse og den sidste henrettelse med økse.
Varighed: 60 min.
Bemærk: Rundvisningen tilbydes kun i januar og februar. Dele af turen foregår udendørs.
Fængselsmuseet tilbyder et populært udvalg af rundvisninger og foredrag på engelsk til private grupper. Et erfarent rundviserkorps samler trådene og sikrer hver gang en særlig oplevelse for vores gæster. Kom med på en rundvisning eller hør et foredrag og få en oplevelse ud over det sædvanlige.
foredrag
For at optimere oplevelsen for større grupper anbefaler vi, som et alternativ til standardrundvisningerne, et foredrag inden udstillingen opleves på egen hånd. Foredraget, der foregår i et af fængslets autentiske lokaler, giver en introduktion til udstillingen.
Foredraget er en introduktion til Fængselsmuseet, og du hører om fanger som Carl August Lorentzen og Peder Adler Alberti. Her vil de vigtigste highlights fra fængslets spændende historie trækkes frem – fra den sidste halshugning i Danmark til hverdagen i et af Danmarks hårdeste fængsler.
Varighed: 30 min.
Foredraget tilbydes også på engelsk.
PRISER
Lavsæson: DKK 900,- + entré pr. pers.
Højsæson: DKK 1.100,- + entré pr. pers.
Max. 25 pers. – det er muligt at booke flere rundvisere
Højsæson: Marts-oktober.
Lavsæson: November-februar.
Rundvisninger uden for normal åbningstid koster kr. 2000,- + entrébillet pr. pers. Det gælder for rundvisninger, der afholdes, starter eller slutter uden åbningstiden. Bemærk samtidig, at der IKKE er mulighed for at gå rundt på egen hånd i forbindelse med en rundvisning uden for åbningstiden. Dette skal aftales særskilt mod ekstra tillæg.
Bemærk, at dette IKKE er en endelig bekræftelse, men blot en forespørgsel. Du vil inden for fem arbejdsdage modtage en bookingbekræftelse eller et svar på forespørgslen.