Filtrer efter kategori
 
loading

Flere end 23.000 til Jul på FÆNGSLET

|

26. november 2019

FÆNGSLETs store julemarked Jul på FÆNGSLET slår rekord med 23.500 besøgende. Det er dermed et af de største julemarkeder i Østjylland og et af de største arrangementer på FÆNGSLET.

Julehygge-barometret i det østjyske er røget helt op i det røde felt. 23.500 gæster troppede op til Jul på FÆNGSLET, som nu er et af de største arrangementer på FÆNGSLET. I år var julemarkedet, som er et samarbejde med Habengut Marked, udvidet til to weekender, og flere end nogensinde besøgte det hyggelige julemarked.

”Det overgår alle vores forventninger, så vi er rigtig glade. Det er første gang, vi holder Jul på FÆNGSLET i to weekender, og vi har næsten fordoblet antallet af gæster, hvilket normalt kan tage flere år. Det er ret overvældende” siger FÆNGSLETs eventkoordinator Nana Renée Andersen.

Især de mange underholdende indslag tiltrak et rekordstort antal besøgende. Gæsterne kunne opleve en hollandsk gåseparade, et eventyrligt vinterlandskab, en børnevenlig polarekspres, julemand, hestevognskørsel, en jule-fotovæg og 200 boder med alt fra julepynt til kunsthåndværk og lækker mad.

”Særligt gåseparaden var et kæmpe hit hos de besøgende, for det er et ret usædvanligt og lidt skørt indslag. Men det gav de mange gæster et stort smil på læben, og det er jo formålet med det hele,” siger Nana Renée Andersen.

Et af de største julemarkeder i Østjylland

Med de 23.500 besøgende er Jul på FÆNGSLET et af de største julemarkeder i landsdelen. Og det største arrangement på FÆNGSLET udover Horsens Middelalderfestival og de store koncerter. På få år er julemarkedet gået fra at være et mindre arrangement til at være et af de største på grunden.

”Vi er utrolig stolte over, at Jul på FÆNGSLET er blevet så stor en succes på så få år, og at FÆNGSLET er samlingspunkt for så mange forskellige mennesker fra hele landet. Vi har indfriet vores vision om at skabe en hyggelig oplevelse, som hele familien kan samles om år efter år,” siger direktør for FÆNGSLET Astrid Søes Poulsen.

Den store interesse for julemarkedet gør skabertrangen endnu større hos arrangørerne.

”Vi har fået gejst til at udvide yderligere og skrue endnu mere op for alt det julede med pynt, lys og underholdning til næste år,” siger Nana Renée Andersen.

Selvom der er et helt år til at julemekkaet slår dørene op igen, kan man stadig nå at komme i julestemning, for Fængselsmuseet har også pyntet op til jul. Juletræer, julestjerner og julehjerter fra Horsens Museums Fængselssamling er blevet fundet frem for at vise, hvordan den autentiske julestemning var i fængslet. Det julepyntede museum kan opleves året ud.

Gaaseparade

”Særligt gåseparaden var et kæmpe hit hos de besøgende, for det er et ret usædvanligt og lidt skørt indslag. Men det gav de mange gæster et stort smil på læben, og det er jo formålet med det hele,”

 

Julemand

Jule-fotovæg