Filtrer efter kategori
 
Fængselsmuseet
Rundvisninger
Børn
Andre
Udstilling
Marked
Kunst
Musik
Unge
Kultur
Debat
loading

HALLOWEEN PÅ FÆNGSLET

Opskriften på en uhyggelig god efterårsferie med familien

FÆNGSLET byder indenfor til den stærkeste cocktail af efterårsaktiviteter nogensinde. Cocktailen består, som alle gode heksebrygge, af ni ingredienser – og tilsammen damper og ryger de af familie(u)hygge. Læs mere om dem nedenunder.

 

1.

Halloween Lockdown | Oplev en omgang hårdtslående underholdning

FÆNGSLET byder indenfor til en XL-menu af tørre tæsk fredag d. 13., når det store wrestling-show ’Halloween Lockdown’ rammer Horsens. Dansk Pro Wrestling står bag arrangementet, der er en appetitvækker til ‘Halloween: Evil Returns’ d. 20. oktober i Aarhus. Wrestling-showet vil foregå som en turnering, og til sidst vil der kun være én mand stående!

Det er den ultimative far/søn-udflugt – men mødre og søstre kan trygt møde op uden at blive lagt i armlås.

Fredag d. 13. oktober

 

2.

Skær det flotteste græskarhoved | Deltag i den store konkurrence

Hug, stik og skær til græskarret har den helt rigtige grimasse. Det hele foregår under kyndig spejder-supervision, og du får udleveret både græskar og udskæringsredskaber for kun 25 kr.

Hvis dit græskar bliver et sandt mesterværk, så har du chancen for at vinde en stor kurv fuld af lækkerier for hele familien! Det eneste du skal gøre, er at lade dit græskar blive på FÆNGSLET, så dommerne kan sammenligne det med de andre.

Lørdag d. 14. og søndag d. 15. oktober fra kl. 11-15

 

3.

FRYGT FÆNGSLET | Bliv skræmt fra vid og sans

I samarbejde med Dystopia Entertainment byder FÆNGSLET inden for til det allermest skræmmende Haunted House, Horsens nogensinde har set: FRYGT FÆNGSLET.

Forestil dig, at du er på besøg i afdelingen for de allerfarligste kriminelle – voldsforbrydere, sindssyge patienter, stofmisbrugere og psykopater. Og pludselig går strømmen! Dørene åbner, fangerne slipper ud, og dit værste mareridt er lige begyndt…

Det er nu din opgave at finde vej ud af FÆNGSLET, mens du i en lille gruppe går gennem en labyrint af gru og rædsel.

[For 13 år og opefter]

Torsdag d. 19. august fra kl. 18.00 – UDSOLGT

 

4.

Lav din egen flugtfilm | Insero mediaLab

Insero mediaLab er Fængselsmuseets nye store satsning – et kreativt, teknologisk legeland indrettet til alle, som har lyst til at prøve kræfter med medieproduktion og historiefortælling. Der afholdes daglige workshops kl. 11-16 for museets gæster, hvor man, med udgangspunkt i Lorentzens fantastiske tunnel-flugt i 1949, kan planlægge sin helt egen flugtfortælling, skabe en film om det ved hjælp af stop motion og – hvis man har lyst – få den vist i Fængselsmuseet. Workshoppen er gratis efter betalt entré (børn under 18 år har gratis adgang til museet).

Hele efterårsferien

 

5.

 

Draculas Slot | O-løb for livet

’Draculas Slot’ er et orienteringsløb med Halloween-tema. Tag et gratis kort i receptionen og gå på eventyr på fængselsgrunden.

Det er alletiders familieaktivitet, og det er ganske gratis.

Hele efterårsferien

 

6.

Café Lorentzen | Spis til du revner

Puha, man kan blive sulten af alle de aktiviteter! Så er det heldigt, at Café Lorentzen har åbent. Alt på menukortet er skræmmende lækkert, og priserne vil ikke få dig til at løbe skrigende væk.

For eksempel kan du begrave hjørnetænderne i en lækker græskartærte med salat eller en flæskestegsburger med grillede hokkaidostave. Der er også græskarsuppe, græskar og en masse hyggelige efterårskager!

Hele efterårsferien

 

7.

Rundvisninger og skattejagt i Fængselsmuseet | Lær hvordan man flygter

I 1944 flygtede 76 fanger fra den tyske krigsfangelejr Stalag Luft III. Fem år senere flygtede Lorentzen fra Statsfængslet i Horsens. 11 måneders livsfarlig forberedelse lå forud for begge tunneler.

Kom med på en rundvisning og hør om forskelle og ligheder mellem de to flugte. Eller tag et skattejagt i hånden og gå på opdagelsei de mange flugtfortællinger i Fængselsmuseet.

Rundvisninger: 6 gange dagligt i uge 42 | Skattejagt: dagligt i hele efterårsferien

 

8.

SleepIn | Prøv at bo i en gammel celle

I FÆNGSLETs SleepIn har du mulighed for at tilbringe natten i en af vores 22 autentiske celler fra fængselstiden. Hver celle har sit eget unikke udtryk og er indrettet med eget skrivebord, stole og håndvask. Den originale celleradio virker stadig, og graffitien på væggene er malet af fangerne.

 

9.

Horsens fortæller | Lyt til fortællinger om gamle dage

Kom og hør horsensianere fortælle om livet i Horsens i lyset og skyggen af Statsfængslet. I efterårsferien kan du deltage i en udstilling, som bliver skabt i samarbejde med lokale borgere. Se billederne, hør historierne og skabe din egen nye fortælling om Horsens og FÆNGSLET.

Udstillingen, lyttestationerne og workshop for børn og barnlige sjæle er åben hver dag fra den 14.-22. oktober, kl. 12:00 – 17:00.