14.04.2021

Fængselsmuseet genåbner med helt nye oplevelser

Onsdag den 21. april åbner fængselsmuseet igen op - og nu med nye og spændende oplevelser.

Gammel Celle på FÆNGSLET

Inden længe kan du igen gå på opdagelse i Fængselsmuseets tankevækkende udstillinger og endda i helt nye af slagsen.

Oplev blandt andet en storskærm i forhallen med en 3D-model af fængslet, som det har set ud gennem tiden og en ny biograf med en ny film om fængselshistorie. Også udstillingen om Lorentzens flugt er blevet revideret med nye og spændende historier.

I løbet af april kan du også opleve en ny udstilling om det museum, der var i fængslet, mens det var i brug. Fængselsmuseet bestod dengang af genstande, som den tidligere vagtmester Aage Egholm på eget initiativ havde samlet. Senere på efteråret åbner en ny udstilling om narko i fængslerne. Men allerede nu kan du få en lille appetitvækker på 4. vest.

Rundsvisning, overnatning og Spisehus
Det er også muligt at tage med på en spændende rundvisning og få et unikt indblik i fængslets og fangernes historie. Rundvisningerne foregår udendørs og der vil være plads til op til 40 personer.

Du kan selvfølgelig også stadig opleve den spektakulære 18 meter lange flugttunnel, som flugtkongen Lorentzen flygtede gennem og en masse andre fængslende historier.

FÆNGSLETs spændende overnatningstilbud SleepIn åbner også igen, så du kan få en usædvanlig nat bag tremmer. Det samme gælder Spisehuset 8F, som åbner med indendørsservering. Her kan du nyde de lækre varme måltider, smørrebrød, kage, sandwich, kaffe og meget mere i museets åbningstid.

Fremvisning af coronapas
Vi åbner i henhold til de gældende restriktioner, og vi gør en stor indsats for, at I som gæster føler jer trygge. Det er et krav fra myndighederne, at alle gæster over 15 år skal kunne fremvise coronapas med dokumentation om vaccine, immunitet eller negativ test, som er maks 72 timer gammel. Husk også ID i form af sundhedskort, pas eller kørekort.

Åbningstiden i museet og spisehuset vil være tirsdag-søndag kl. 10-16.

Vi glæder os til at tage imod jer alle igen.

Se også