Filtrer efter kategori
 
loading

Nye gastronomiske kræfter til FÆNGSLET og Café Lorentzen

|

23. maj 2018

Den 8. juni 2018 genåbner Café Lorentzen på FÆNGSLET med et erfarent gastronomisk team bestående af en lokal kok og folkene bag CANblau Tapasbar i Århus, samlet under det nystiftede selskab Foodpartners ApS.

Bag Foodpartners ApS gemmer der sig et rutineret persongalleri med mange års erfaring i restaurationsdrift. Hovedpersonen bliver Peter Skov, som i forvejen er kendt for Horsens-virksomheden Skovs Mad. Peter er særdeles velbevandret i at lave velsmagende mad fra bunden til mange gæster.

”Med forpagtningen af Café Lorentzen får vi en helt unik mulighed for at udnytte de faciliteter, Skovs Mad i forvejen råder over. Disse muligheder kommer nu også gæster på FÆNGSLET, i caféen og borgerne i Horsens til gode. Vi kan både tilbyde forplejning til de mange mennesker, der arbejder på FÆNGSLET og ikke mindst til FÆNGSLETS mange events og konferencebesøgende,” udtaler Peter Skov.

 

CANblau står bag

Foodpartners ApS består desuden af Århusduoen Jimmy Holm og Claus Broberg. De er folkene bag CANblau Tapasbar, SlagterBørsen samt en række andre restaurationsvirksomheder. Sidste mand ombord er Anders Holm, der 8. juni åbner en ny og spændende seafood bar & restaurant centralt i Århus.

”Vi ser så mange spændende muligheder og perspektiver i FÆNGSLET. Det er en nærmest åndeløs spændende bygning og en café med egen fangegård og unikke selskabslokaler på 1. sal. Vi ser virkeligt, der er noget at gå i gang med,” siger Claus Broberg.

”Det er enestående, at vi i kompagniskab med Peter Skov, og med udgangspunkt i Café Lorentzen, har skabt et stærkt forpagterhold, der kan tilbyde en meget bred vifte af gastronomiske muligheder. Tapas fra CANblau, krogmodnet kød fra SlagterBørsen samt fisk fra Anders’ nye Seafood bar & restaurant. Helt grundlæggede er det dog, at vi sammen med Peter Skov vil drive Café Lorentzen med jysk snusfornuft,” uddyber Jimmy Holm.

I caféen bliver det blandt andet muligt at købe dagens varme fængselsret, hjemmelavede tarteletter, frokosttallerken med 4 lækkerier, sandwich og naturligvis dagens hjemmebagte kage. Priserne bliver særdeles venlige. Efter sommerferien vil caféen tilbyde en aftenmenu til Horsens-borgerne, ligesom det er muligt at holde private selskaber i caféen.

 

FÆNGSLET og borgmester byder velkommen

Fra FÆNGSLETs side bydes de nye forpagtere og de mange nye muligheder også hjerteligt velkommen.

”Vi ser utroligt meget frem til samarbejdet med Foodpartners og ser ligesom dem store muligheder i det nye samarbejde. Først og fremmest glæder vi os over igen at kunne tilbyde vores mange gæster god mad og drikke i caféen. Derudover er der ingen tvivl om, at vi får stærke gastronomiske kræfter tilført både FÆNGSLET og Horsens med Foodpartners´ indtog i Café Lorentzen,” siger Astrid Søes Poulsen.

FÆNGSLET har gennem de seneste år udviklet sig til et kulturelt fyrtårn for Horsens Kommune, og borgmester Peter Sørensen er glad for, at det er lykkedes for FÆNGSLET at lande en aftale med en partner, der kan supplere et i forvejen stærkt gastronomisk miljø i Horsens.

”FÆNGSLET er blevet en turistattraktion af internationalt format, og der er ingen tvivl om, at aftalen med de nye forpagtere af Café Lorentzen tilfører FÆNGSLET en ny dimension – uanset om man er museumsgæst eller deltager i møder og konferencer. Det er endnu et vigtigt skridt i udviklingen af en helt unik oplevelsesvirksomhed,” siger Peter Sørensen.

 

For yderligere oplysninger:

• Restauratør Peter Skov, 40 55 04 12

• Partner Claus Broberg, 28 11 90 30

• Direktør for FÆNGSLET Astrid Søes Poulsen, 21 44 50 39

FÆNGSLET i Horsens

”Vi ser utroligt meget frem til samarbejdet med Foodpartners og ser ligesom dem store muligheder i det nye samarbejde. Først og fremmest glæder vi os over igen at kunne tilbyde vores mange gæster god mad og drikke i caféen. Derudover er der ingen tvivl om, at vi får stærke gastronomiske kræfter tilført både FÆNGSLET og Horsens med Foodpartners´ indtog i Café Lorentzen”

 

Astrid Søes Poulsen, Direktør for FÆNGSLET