Filtrer efter kategori
 
loading

kom tættere på FÆNGSLETS ERHVERVSLEJERE

Mød FÆNGSLETs erhvervslejere og læs nærmere om, hvem de er, hvad de laver og hvorfor de synes, det er fedt at være en del af FÆNGSLET. Du kommer ind bag tremmerne og får et indblik i, hvad de eksisterende erhvervslejere mener, FÆNGSLET som kontorfællesskab kan tilbyde.

Mød SoMe-devoted

I april 2018 fandt SoMe Devoted fast base på FÆNGSLET. Det to mand høje team bestående af Mikkel Bank og Frederik Lassen der hurtigt blev en integreret del af FÆNGSLETs kontorfællesskab 2. Øst – et fællesskab som nu tæller mange sparringspartnere (og ikke mindst bordtennismodstandere).

”Det virker firkantet, men det er det slet ikke”, siger de to eksperter i sociale medier om FÆNGSLET som arbejdsplads. Beslutningen om at flytte kontor til Fussingsvej 8 var nem. Det skulle være et sted med skæve rammer og en masse personlighed, hvilket giver flere skæve vinkler og mulighed for flere og anderledes fortællinger.

Læs mere
Læs mindre

Fra deres lyse kontor på tredje sal med udsigt til FÆNGSLETs forgård, hjælper de med at skabe online synlighed for en bred vifte af virksomheder. Og ifølge de to SoMe-eksperter, vækker de gamle fængselsbygninger altid begejstring, når en potentiel kunde besøger dem for første gang. ”På en måde bruger vi rammerne som et afsæt for vores egne fortællinger om vores virksomhed”, forklarer de.

Derudover sætter de stor pris på det sammenhold, der er mellem de mange lejere i kontorfællesskabet 2. Øst. der jævnligt giver muligheder for sparing, networking og hyggelige stunder. Nå ja, og så er der jo også en bordtennisturnering i gang.

”Det er et lukket fængsel med frie rammer” siger Mikkel Bank og Frederik Lassen, der beskriver FÆNGSLET som et unikt arbejdsrum.

”Den gode historie og de autentiske rammer giver os energi til nytænkning og til at finde den skæve vinkel i vores professionelle arbejde”.

SoMe Devoted tilbyder hele pakken indenfor online markedsføring.

Læs mere om dem her!

Mikkel Bank og Frederik Lassen, partner/online konsulent i SoMe Devoted på FÆNGSLET

Mød Byblomst

I januar 2018 blev FÆNGSLET basen for Byblomst, og det var også her virksomheden kom til live. ”Vi ville gerne et sted hen med mulighed for sparing og networking. FÆNGSLET er et super fedt hus, og man kunne mærke at der var en god stemning blandt beboerne på 2. Øst. Det er vi kun blevet bekræftet i.”, udtaler Mette Bue Lorentzen sig.

”Der skal flere stauder ud i det offentlige rum”, sådan lyder det fra den nyopstartede virksomhed Byblomst, der holder til på FÆNGSLET. Byblomst tilbyder dynamisk staudebede med danske planter fra eget gartneri. Der tages udgangspunkt i vækstbetingelserne i det specifikke areal, og allerede fra andet år, skal der ikke vandes og arealet skal kun tilses to gange. Allerede der vinder man noget økonomisk på driften

Læs mere
Læs mindre

Byblomst er en unik nyopstartet virksomhed, der har en mission om at få flere blomster ud i det offentlige. ”Planter kan have en ret aktiv rolle i at skabe et fællesskab mellem mennesker. Et blomsterbed har et naturligt samlingspunkt, og vi vil gerne vise, at blomster har flere funktioner, end bare at være et driftsprojekt.”

Med kontor på Fussingsvej 8 har Byblomst etableret sig og blevet en del 2. Øst Kontorfællesskab på FÆNGSLET: ”Der er en ærlig tone, og folk deler deres problemer og hjælper, hvor de kan. Nogle af mine beslutningsprocesser er blevet betydeligt kortere, da 2. Øst Kontorfællesskab har givet mulighed for sparing. Vi deler det samme udgangspunkt, vi skal alle have en virksomhed til at lykkes.”. Med fællesskabet og de mange muligheder FÆNGSLET tilbyder, har Byblomst haft stor succes med deres nyudviklede koncept, og har allerede nu flere projekter i gang rundt omkring i landet.

FÆNGSLETs omgivelser og unikke rammer er ikke noget, Byblomst endnu har udnyttet sig af: ”Vi har endnu ikke haft kunder med på FÆNGSLET, men vi har haft samarbejdspartnere, der synes det er et super fedt sted. Det er nogle fede omgivelser at vise frem, og det vil vi bruge meget mere i fremtiden.” udtaler Mette Bue Lorentzen sig.

FÆNGSLET har givet Byblomst muligheden for at være en del af 2. Øst Kontorfællesskab, og har skabt rammerne for virksomheden, der allerede i opstarten har haft stor succes med deres nyudviklede koncept.

byblomst

Mød Kasper Laursen Erhvervsfoto

I vinteren 2015 startede Kasper Laursen i kontorfællesskabet 2. ØST på FÆNGSLET. Kasper Laursen Erhvervsfoto laver primært billeder, men der bliver også produceret video. Der arbejdes mest inden for fashion og pacshots, hvor det for det meste er tøj. Derudover produceres der rapportager, erhvervsportrætter og meget mere.

Hvorfor FÆNGSLET?

”Der er flere ting i det. Jeg synes, de rå rammer der er heroppe, de giver mig noget. Pigtråden, muren og miljøet, det synes jeg passer godt til det, jeg laver, og samtidig er det nogle fede omgivelser at blive inspireret af. Jeg synes, det er fedt, at vi er så mange forskellige mennesker heroppe. Vi er ikke kun kreative, men et meget blandet miljø”. FÆNGSLET har en positiv indvirkning på Kasper Laursen, hans arbejde og det færdige produkt.

Læs mere
Læs mindre

FÆNGSLET tilbyder Kasper Laursen mere end bare et lokale. Han udnytter de autentiske rammer til inspiration til at fortælle den gode historie: ”En anden ting jeg synes er fedt, er at stedet hele tiden er i bevægelse, og det påvirker mit eget firma, som jeg også gerne vil have skal være i bevægelse. Der skal hele tiden ske noget nyt, og det kan jeg mærke, at FÆNGSLET også er interesseret i. Der kommer hele tiden nogle nye initiativer – f.eks. festivalen eller udvidelsen af vest-fløjen. Jeg synes der er en fed dynamik her. Og det der med at der er noget andet, der også udvikler sig, det giver en selv noget energi til selv at udvikle. Også det at der kommer nye mennesker og nye erhvervslejere gør bare, at stedet hele tiden er i udvikling, og det gør, at man som lejere altid føler, at der en ny udvikling i gang”.

Kasper Laursen udnytter også FÆNGSLETs rammer, når han tager nye eller nuværende kunder med på FÆNGSLET: ”Når man møder en ny kunde, og man så kan fortælle dem, at man har base på FÆNGSLET, så har man pludseligt et nyt samtaleemne. Når jeg har nye kunder med herop, viser jeg dem fængselsgården og fortæller dem, at den sidste henrettelse fandt sted i Danmark, og at det foregik lige her nede i gården. At have det lige ude foran vinduet, det vil jeg sige er ret unikt, og noget man ikke finder andre steder. Jeg synes, det er super fedt, at stedet har en fortælling, og man kan videre give det til ens kunder”. Kasper Laursen udnytter FÆNGSLET rammer, og vil gerne forbindes med den gode historie, FÆNGSLET gemmer på. ”Det hele bliver kædet lidt sammen når FÆNGSLET har kunder, så er det ofte, at jeg bliver kontaktet efterfølgende. Man bliver lidt promoveret igennem FÆNGSLET”.

Kontorfællesskabet 2. øst

”Jeg var super glad for at være en del af Kontorfællesskabet 2. øst. Jeg havde mange jobs ude hos kunder, og kunne derfor godt undvære at have et studie. Men lynhurtigt var der efterspørgsel på, om jeg ikke kunne lave noget heroppe på FÆNGSLET”. Kasper Laursen har nu flyttet lokale for 2. gang, og stadig en virksomhed i vækst. ”Efter jeg startede her i kontorfællesskabet, kunne jeg mærke med det samme, at der var et fedt miljø. Det er bare noget andet at gå ind af døren til et fængsel, end det er at gå ind i en eller anden kontorbygning. Når man har et kreativt fag, så er det på en eller anden måde federe. FÆNGSLET har givet mig kollegaer, sparringspartnere og samarbejdspartnere igennem kontorfællesskabet 2. øst. Jeg har f.eks. et rigtig godt samarbejde med Christian Lorenzen fra Ninety5 Retouch, vi laver en masse projekter sammen.

Ansætter med et godt formål

Kasper Lauresen Erhvervsfoto er siden sommeren 2017 blevet udvidet med 2 nye ansatte. ”Jeg ville ansætte folk med det formål at hjælpe andre. Jeg ansatte en elev, der manglede en elevplads, og senere ansatte jeg en flygtning, for at hjælpe til i samfundet. Jeg fandt Mehmud, som elskede at tage billeder, og han er skide god til det. Han blev fuldtidsansat med det samme, og kan ikke undværes mere”, udtaler Kasper Laursen og slutter med: ”Projektet med at ansætte med et godt formål, er gået over alles forventninger”.

kasper laursen

Mød CollectiveFlow

Med mange års erfaring indenfor udvikling af high-end softwareløsninger med speciale i sikkerhedskritiske systemer, har Jørgen Jakobsen, Mikkel Vestergaard, Amdi Kirkgaard og Joao Figueiras, startet CollectiveFlow. FÆNGSLET blev base for virksomheden d. 1. maj 2018, og de er nu ved at etablere et nyt forretningsben: Virtual Reality.

”Vi omsætter ønsker og forretningsplaner til konkrete produktspecifikationer, der kan realiseres. Vi bygger broen fra ledelsens vision, over specifikation, til levering af et færdigt software system, der opfylder forretningens egentlige behov”, udtaler Jørgen Jakobsen og Mikkel Vestergaard.

Læs mere
Læs mindre

Kunden i fokus
”Vi vil lave noget, hvor vi skaber værdi og hjælper nogen med noget. Det skal være løsningsorienterede projekter, så folk blive glade og ikke kun får det de forventer, men gerne lidt mere”, udtaler de sig videre og tilføjer: ”Vi leverer ikke kun den løsning folk kan finde ud af at bestille, vi leverer den løsning de har brug for”. Der bliver sat stort fokus på hver enkelte kundes behov og den fulde oplevelse fra start til slut.

FÆNGSLET byder på et godt førstehåndsindtryk, der er anderledes og spændende: ”Allerede inden vi har snakket forretning, så synes de, det har været en god dag. At vise folk rundt på FÆNGSLET er en god kickstarter på et godt forretningsmøde. Folk får lige skuldrene sænket, og man får smalltalket lidt, inden det officielle møde starter”, siger de begge med stor begejstring for de unikke rammer i FÆNGSLET.

”Når vi har kunder på besøg, er det jo super fedt at tage dem med en tur rundt, og måske lige op at se øksen og en rå fængselsgang. Det er et sjovt sted at være, og folk kan huske, når de har været på besøg, fremfor hvis de kommer ind i et neutralt mødelokale, der bare ikke har den samme kant som FÆNGSLET”, udtaler Jørgen Jakobsen og Mikkel Vestergaard. FÆNGSLET sætter rammen for et godt forretningsmøde, og kunden får en ekstra oplevelse, der gør at helhedsoplevelsen er en succes.

FÆNGSLET giver beboerne et taleemne og en fælles oplevelse, når der inviteres indenfor. ”Vi er stolte af at invitere folk herop. Vi vil næsten hellere mødes her end ude ved vores kunder. Det virker rigtig godt at komme herop, så FÆNGSLET har stor betydning for os og vores kundebesøg”.

Kreativt modspil fra erhvervslejerne
Efter flere besøg i forskellige kontorfællesskaber rundt i Horsens, var det FÆNGSLET, der tiltalte de to herrer. Efter et kort besøg og en lille snak over en frokost, ringede de til FÆNGSLET: ”Det er stedet vi vil være!”, og efter en time var lejekontrakten og nøglerne klar til overtagelse. Jørgen Jakobsen og Mikkel Vestergaard har allerede nydt godt af Kontorfællesskabet 2. øst, både på det erhvervsmæssige og på det sociale. ” Det giver os noget, at der er så mange, som ikke er som os heroppe. Vi har brug for noget kreativt modspil i forhold til den teknologi, vi arbejder med”.

FÆNGSLETs kontorfællesskab består af mange forskellige erhverv, men det betyder ikke, at sparring og vidensdeling er umuligt. ”Vi hjælper hinanden med de erhvervsmæssige ting – f.eks. i forhold til at der er reklamefolk og grafikere, der kan hjælpe med discipliner hvor vi ikke selv er stærke”, udtaler de. Kontakterne og fællesskabet bliver udnyttet: ”Vi har haft nogen af vores medindsatte oppe at prøve vores Virtual Reality lab, og de tænker jo allerede VR i forhold til deres egen virksomhed. Det er der allerede kommet en masse gode ideer ud af, så det er super fedt”.

Jørgen Jakobsen og Mikkel Vestergaard afslutter med – ”Altså det er bare hyggeligt at være her, og det er nogle fede rammer at befinde sig i, og et rigtigt godt kontorfællesskab”.

Mød Yde+

I marts 2016 blev FÆNGSLET base for Yde+, der nu er en del af 2. Øst kontorfællesskab.

”Man får en rigtig god kombi-løsning hos FÆNGSLET. På den ene side får man de spændende, rå rammer i en historisk bygning, der ikke kan andet end at inspirere. På den anden side har man muligheden for at indrette sit eget kontor efter ønske. Det er den perfekte kombination ” lyder det fra Jesper Yde, der er stifter af Yde+.

Hvad og hvem er Yde+?

Yde+ er et fleksibelt reklamebureau med fokus på skarp visuel kommunikation. Yde+ tilbyder grafisk design, rådgivning, kampagneudvikling og deres eksperthjælp fra start til slut. ”FÆNGSLET er et inspirerende miljø og tilbyder anderledes tænkning, hvilket har en positiv indvirkning på vores arbejde. Det ville bestemt ikke være det samme, hvis man trådte ind på et helt almindelig kontorhotel, hvor alt er ens.

Læs mere
Læs mindre

Det giver mig klart noget at være på FÆNGSLET, men også kunderne synes, det er et interessant sted.”På kontoret på Fussingsvej 8 sidder Jesper Yde sammen med den grafiske designer Christina Skou Hymøller. Jesper startede Yde+ for 2½ år siden, og forklarer firmaets navn således:

”Yde er mig, og +’erne er de selvstændige eksperter, som jeg stoler på, og altid er tryg ved at tage med på en konkret opgave. Yde+ er en mindre virksomhed i vækst, og FÆNGSLET giver plads til, at vi kan vokse som virksomhed, samt giver og åbner rigtig mange muligheder”.

Jesper Yde og 2. Øst kontorfællesskab

”Kontorfællesskabsdelen er vi rigtigt glade for. Vi er små enkelte virksomheder, men vi er hinandens kollegaer, og vi deler vores kompetencer og viden på kryds og tværs. Det er fedt at sidde med andre selvstændige erhvervsdrivende, for man er fuldstændig i samme båd. Dette giver god sparring mellem 2. Øst. kontorfællesskabet og FÆNGSLET”, udtaler Jesper Yde sig.

”Der er ingen konkurrenter her, selvom vi sidder mange fra den kreative branche. Og det giver bare langt større værdi at dele ud af sin erfaring med de andre indsatte, og det synes jeg, vi er gode til på 2. Øst. ”. 2. Øst kontorfællesskab tilbyder ikke kun networking og sparring, men også et godt sammenhold mellem gode kollegaer. Hver onsdag er der fælles morgenmad, hvor det ikke er arbejdet, der er i fokus, men fællesskabet og de fælles interesser, der fylder rummet.

Derudover udnytter Yde+ FÆNGSLETs unikke rammer og historie: ”Vi viser lige lidt rundt, så det ikke er firmadelen man starter med, men FÆNGSLETs spændende historie. Det medvirker til et godt samarbejde og en god start på en god samtale”.

FÆNGSLET giver mere end bare en kontorplads til Yde+  –  ”Det inspirerer os hver dag til, at kunne levere et godt produkt til vores kunder”, siger Jesper Yde.

Jesper Yde beboer på fængslet

Mød patosfilm

I august 2017 blev FÆNGSLET basen for Søren Laursen, der efter mange år som tv-vært valgte at følge drømmen og blev selvstændig: ” Jeg er en specialist. Alle kan jo lave video og filme noget. Men dem jeg arbejder for, det er nogen der kan noget, men som så har brug for en specialist til f.eks. storytelling”, fortæller han.

Der var flere grunde til, at Søren Laursen valgte FÆNGSLET som base, og endda en dybere liggende grund: ”Jeg er jo Horsens-dreng, og har kunnet mærke Horsens’ selvforståelse, der var bundet op på arbejderby og kriminalitet i nattelivet, men så kom historien med koncerter og kulturby. Jeg føler lidt, jeg på en eller anden måde er med til at vende historiefortællingen til at Horsens engang var ´verdens røvhul´, men i dag er et af landets førende kulturinstitutioner. Det synes jeg er fedt at være en del af, og det er også en af grundene til, hvorfor FÆNGSLET blev min base”.

Læs mere
Læs mindre

Laursen Kommunikation fortæller historier med en skarp vinkel, og laver f.eks. storytelling via video om virksomheders værdier, brand og aktiviteter. Derudover opreklamerer han video, der bruges til markedsføring og de sociale medier. ”Jeg gør det, fordi det er det jeg kan, og det jeg gerne vil”, lyder det fra Søren Laursen.

FÆNGSLETs historie spillede en rolle

”Det her, det er bare unikke rammer, det er det bare!” Søren Laursen bruger FÆNGSLET som en icebreaker, når han har kunder med på FÆNGSLET. ”De synes alle det er spændende at komme her, og det at de får en fortælling med på vejen, det synes de er fedt. Som erhvervslejer kan jeg tilbyde dem den ekstra oplevelse, som de ikke får andre steder, og det er jo fedt! FÆNGSLETs rammer styrker relationen til mine kunder, i kraft af den fælles historie og oplevelse. De husker, hvor de var, og det gør at de husker mig og min virksomhed, og jeg kommer i top-of-mind. FÆNGSLET bidrager positivt til den gode oplevelse, som mine kunder gerne skulle få af at besøge mig”, udtaler Søren Laursen sig.

Kontorfællesskabet 2. øst byder på socialt sammenhold

Søren Laursen er som erhvervslejer en del af Kontorfællesskabet 2. øst, og det ser han mange fordele i at være: ”Det er faktisk den vigtigste årsag til at jeg valgte at sidde på FÆNGSLET. Jeg ville gerne have nogle kollegaer, og det har jeg fået. Jeg tror ikke der er andre kontorfællesskaber, der kan tilbyde det samme som FÆNGSLET. Vi er så mange nye iværksættere, vi har de samme udfordringer og det er bare super fedt”.

Det sociale har for Søren Laursen haft stor betydning for valg af base for hans virksomhed Laursen Kommunikation. Med kontorfællesskabet 2. øst får han sparringspartnere og fællesspisning. ”Jeg prøver at holde business lidt ude af det sociale, her kan vi bare snakke åbent om tingene. Det fungerer rigtigt godt”.

FÆNGSLETs rammer og Kontorfællesskabet 2. øst giver Søren Laursen de bedste omgivelser, og giver ham muligheden som enkeltmandsvirksomhed at have kollegaer.

Søren Laursen

Mød Horsens Forsikring

For syv år siden startede Jan Piet Larsen sin virksomhed Horsens Forsikring og blev d. 1/11-18 en af de indsatte på FÆNGSLET. ”Jeg kunne brande Horsens Forsikring på en anden måde, så derfor flyttede jeg i FÆNGSLET”, udtaler Jan Piet Larsen sig. FÆNGSLETs unikke rammer og det allerede eksisterende kendskab er noget, Horsens Forsikring kan og vil udnytte.

Jan Piet Larsen finder FÆNGSLETs rammer unikke på mange parametre: ”Jeg vil virkelig slå på, at vi er rykket i FÆNGSLET – på den gode måde, med for eksempel ordspillet ´vi har nogle gode forsikringer, der fanger´. Rammerne på FÆNGSLET giver mulighed for at kunne benytte en masse ordspil, og det er noget, jeg vil udnytte på de sociale medier”. En fantastisk overensstemmelse mellem firma og erhverv finder man sjældent, men her finder man en af de bedre: Dine forsikringer løber ingen steder – du ved, hvor du finder dem.

Læs mere
Læs mindre

Celle nr. 261

”Det skal profileres, at jeg sidder i celle 261, det skal ud, og jeg er jo allerede startet med at tænke i materiale til de sociale medier. Jeg har et samarbejde med SoMe Devoted (erhvervslejere på FÆNGSLET), og vi har allerede planer om at lave en sjov kort film”, udtaler Jan Piet Larsen med et stort smil på læben.

Filmen skal kort fortælle, hvad Horsens Forsikring laver, og hvor man finder det. Jan synes selv, det er et sjovt twist at sidde på FÆNGSLET, og har selv annonceret det med ”Vi rykker i FÆNGSLET” på de sociale medier.

Jan Piet Larsen har annonceret via plakater på sit tidligere kontor, at celle 261 er blevet hans nye kontorplads. ”Mine kunder har efterhånden fundet ud af, at vi er her, og de kommer også på besøg. Det er dog for tidligt at sige, om FÆNGSLET påvirker mine kunder, men de synes alle, det er en hammer god ide”. Jan Piet Larsen skriver selv på sin Facebook side: ´Horsens Forsikring rykker i FÆNGSLET. Derfor tilpasser vi os stedets besøgstid. Vi starter afsoningen d. 1. nov., og der vil være mulighed for at aftale besøg på cellegangen, celle 261, hvor jeg sidder de næste mange år. ´

”Jeg er lille i det store spil, men jeg gør en forskel”.

”Jeg er ikke så opsøgende i mit salg”, forsikrer han om. ”Jeg er ikke en af de der irriterende telefonsælgere, der ringer ud for at få flere kunder. Når mine kunder taler godt om mig, så spreder det sig ud til deres netværk”.

Han betegner sig selv som en lille aktør i forhold til de etablerede forsikringsselskaber. Men netop deri ligger firmaets styrke – for kunderne kan være sikre på, de får Jan i røret, når de ringer. Altid. Uanset tidspunkt. ”Min telefon er åben 24/7, også når jeg har ferie, fordi mine kunder er mit levebrød, og mine kunder skal jeg sørge for at servicere på bedst mulige måde. Det er rigtig vigtigt for mig, at mine kunder altid føler, de kan kontakte mig, hvis der sker noget. For eksempel hvis et hus brænder ned juleaften, så ringer de bare”.

Jan Piet Larsen har ingen planer om at blive et kæmpestort forsikringsselskab. Loyalitet og direkte kontakt er to ting, han har stor fokus på, og det skal bevares. Med ny base og blod på tanden udtaler han: ”Nu skal vi virkelig i gang!”.

Jan piet Horsens Forsikring

Mød NinEty5 Retouch

Den unge iværksætter og Horsens dreng Christian Lorentzen startede Ninty5 Retouch. Hurtigt, gennem kontakter og tidligere arbejde, startede han virksomheden og gik på fuldtid. Efter et lille stykke tid med hjemmekontor, blev FÆNGSLET i april 2018 basen for Ninety5 Retouch – ”Jeg har ikke tænkt mig at være andre steder”, udtaler Christian Lorentzen sig.

Christian Lorentzen er billedbehandler, og specialiserer sig indenfor redigering af reklamebilleder, med et hovedfokus på mode, mennesker og interiør. Han arbejder for det perfekte i de mest rustikke ramme på FÆNGSLET. Han hjælper med at opnå det bedst visuelle udtryk for dit brand. FÆNGSLET giver ham mulighed for at lege med ordspillet: ”På min kontaktside står der: ´Besøg mig bag tremmerne eller send mig en fil´ – som en dobbeltbetydning. Det er en dårlig joke, men jeg synes selv den er sjov”, siger Christian Lorentzen med et smil på læben.

Læs mere
Læs mindre

Hvorfor kontorfællesskabet 2. øst og ikke hjemmekontor?

”Til at starte med var det prisen der var afgørende, men efterfølgende er jeg bare super glad for, at jeg har valgt det her sted. Jeg synes, de andre der sidder heroppe, er søde og gode at spare med”, siger Christian Lorentzen. Christian er socialt anlagt, og bruger kontorfællesskabet 2. øst hyppigt. Fællesskabet giver mulighed for sparring, sociale aktiviteter og løsninger til diverse problemstillinger, man som nystartet virksomhed kunne brænde inde med. ”Jeg sidder ofte med en problemstilling, jeg ikke altid ved hvordan skal løses, og her bruger jeg kontofællesskabet. Det er ikke altid den person man regner med, der har den bedste løsning, men at det faktisk er en fra en helt anden branche, og det er det, jeg synes, der er fedt ved at være en del af kontorfællesskabet 2. øst på FÆNGSLET. Alle tilbyder og hjælper hinanden, hvor de kan”.

”Jeg går meget op i, at jeg er en del af fællesskabet, det er også en af grundene til at man vælger sådan et sted som FÆNGSLET: For at møde andre, og få andet input fra andre branche. Det er inspirerende at høre, hvad de andre erhvervslejere laver, og hvordan de er startet som iværksættere, det kan jeg personligt lære rigtig meget af”, udtaler Christian Lorentzen.

Christian Lorentzen startede sin virksomhed hjemmefra, ligesom så mange andre unge iværksættere, men han blev hurtigt klogere: ”Det giver mere fokus til arbejdet, at der ikke er nogle forstyrrelser lige ved siden af. Det har hjulpet at komme ud og få en kontorplads og komme ud hjemmefra. Det giver input til hverdagen, og jeg føler, at jeg kan tilbyde med mere efter jeg har fået en kontorplads på FÆNGSLET”, Christian Lorentzen.

Udnytter FÆNGSLETs rammer og dets gode ry

Christian Lorentzen bruger de unikke rammer og fængselstermer til at promovere sig selv: ”Jeg vil gerne bruge FÆNGSLET på min kontaktside, så folk husker mig og kan huske mig på grund af at de kan huske FÆNGSLET, da det ofte er det der kommer i top-of-mind. Jeg kan lige så godt udnytte det, når jeg sidder inde her. Det er sgu et specielt sted, og det er fedt at kunne sige at man sidder på FÆNGSLET. Og det er kun et plus for mig, at FÆGSLET har et allerede eksisterende kendskab, hvilket gør, at jeg forhåbentlig også bliver husket”.