25.06.2020
Besøg Fængselsmuseet til halv pris
Få halv pris på din entrébillet og rundvisninger i det spændende Fængselsmuseum i hele skolernes sommerferie.
Fra på lørdag kan du gå på opdagelse i det enestående Fængselsmuseum og få 50 procent rabat på entréen og rundvisninger.
Museet halverer nu billetprisen, så en almindelig voksenbillet kommer til at koste 55 kr. i hele skolernes sommerferie fra den 27. juni til og med den 9. august. Som altid er der stadig gratis entré for børn og unge under 18 år. Derudover kan du komme med på en rundvisning også til halv pris.
De billige billetter er en del af regeringens sommerpakke, som giver museer kompensation for halvdelen af billetprisen.
Denne sommer kan I opleve en helt ny skattejagt for hele familien eller være med, når vi for første gang viser vores cellevogn fra Vestre Fængsel frem. I kan også se udstillingen om ‘Liget i tønden’ eller komme med på de særlige sommerrundvisninger og høre den usædvanlige historie om præsten, der stod bag fængslets største fangeflugt.
I kan selvfølgelig også opdage den spektakulære 18 meter lange flugttunnel, som flugtkongen Lorentzen flygtede gennem i 1949 eller mærke den specielle stemning i fangekælderen ’Underverdenen’. Hør også fortællingen om den sidste henrettelse i Danmark, der foregik i fængselsgården, hvor fangen Jens Nielsen blev halshugget. Uanset hvor i museet, I går på opdagelse, skal I nok blive opslugt af de fængslende historier.
Overnatning og Spisehus giver en ekstra usædvanlig oplevelse
Hvis I vil have en anderledes sommeroplevelse kan I også overnatte bag tremmer i FÆNGSLETs spændende overnatningstilbud SleepIn.
Og kig forbi Spisehuset 8F og nyd et lækkert varmt måltid, brunch eller en bid kage.
Vi glæder os til at tage imod jer.