Filtrer efter kategori
 
loading

FÆNGSLET er en af de mest besøgte attraktioner i 2019

|

13. juli 2020

Med flere end 245.000 besøgende er FÆNGSLET en af de mest besøgte attraktioner i Danmark i 2019.

Gæsterne strømmede til FÆNGSLET i 2019, og 245.700 besøgende var med til at gøre oplevelsesvirksomheden til en af de mest besøgte attraktioner i landet.

”Det vidner om, at det er lykkedes os at udvikle FÆNGSLET til at være et populært samlingspunkt for rigtig mange gæster. Vi er utrolig glade for, at så mange valgte at lægge vejen forbi for at få en anderledes oplevelse,” siger direktør for FÆNGSLET Astrid Søes Poulsen.

Ud af de 300 mest besøgte attraktioner i landet, er FÆNGSLET den 38. mest besøgte, når man ser på attraktionernes besøgstal i 2019. FÆNGSLETs besøgstal er dermed på højde med populære attraktioner som Jesperhus Feriepark og Randers Regnskov.

Rekordmange gæster og nye events
FÆNGSLET slog besøgsrekord i 2019 med de 245.700 besøgende. De mange gæster kom fra både ind- og udland og besøgte både Fængselsmuseet og FÆNGSLETs konferencer, koncerter, overnatning og events.

”Aldrig har vi haft så mange events og eventgæster og aldrig har vi haft så mange igennem vores konferenceafdeling, som vi havde i løbet af 2019. Det blev for alvor året, hvor vi slog igennem på alle vores områder,” siger direktør Astrid Søes Poulsen.

Mange events og helt nye, som den populære Grundlovsdebat og den udsolgte ølfestival Beers Behind Bars, tiltrak mange gæster. Årets store julemarked Jul på FÆNGSLET blev udvidet med nye oplevelser og satte besøgsrekord. Samlet blev det til hele 168.000 gæster til de mange events, hvilket er en stigning på 34% fra året før.

Flere holder møder og konferencer på FÆNGSLET
I 2019 skiftede 15.000 forretningsfolk deres vante mødelokaler ud med FÆNGSLETs unikke rammer. Der har både været en øget efterspørgsel efter mindre dagsmøder, men også efter de helt store arrangementer – og interessen kommer fra hele landet.

”Jeg tror især, det er den anderledes mødeoplevelse, der får mange til at besøge os. Vi bruger rammerne til at give en særlig oplevelse – mødeagendaen kan være ’bryd ud af de vante rammer’ og menukortet byder på ’mere end bare vand og brød’. Det er populært,” siger konferencechef Charlotte Ørnsvig.

Nye udstillinger i Fængselsmuseet
I 2019 kunne FÆNGSLET desuden byde museumsgæster velkommen inden for til helt nye udstillinger i Fængselsmuseet. ’Underverdenen’ i kælderen, en VR-tur gennem Lorentzens flugttunnel og en re-etablering af Vagtmesterkontoret i forhallen tager nu imod de besøgende og giver et autentisk indblik i fængselslivet gennem tiderne.

”De rekordmange besøgende og de nye tiltag i 2019 viser, at visionen om at åbne FÆNGSLET op og byde velkommen indenfor bestemt er lykkedes.” siger Astrid Søes Poulsen.

2020: Nye tiltag, Corona-lukket og ny rekord
Inden længe bliver FÆNGSLET åbnet endnu mere op, byggeriet af den nye kultur- og konferencesal Vestsalen er i gang. Salen forventes at stå klar til brug primo 2022.

Og selvom Corona-krisen satte de fleste af FÆNGSLETs aktiviteter på hold i foråret, så er gæsterne strømmet til de seneste dage og Fængselsmuseet har sat endnu en besøgsrekord.

I uge 28 har flere end 1000 gæster om dagen i gennemsnit besøgt museet, hvilket er mere end en tredobling i forhold til samme tidspunkt sidste år.


SE OGSÅ