Filtrer efter kategori
 
loading

FÆNGSLETs Vestsalen vinder Renoverprisen

|

9. september 2022

Det unikke ombygningsprojekt Vestsalen er blevet hædret med Renoverprisen 2022.

Torsdag aften blev FÆNGSLET hyldet i København til prisoverrækkelsen af Renoverprisen 2022 – og med intet mindre end titlen som vinder af den fornemme pris for renoveringen af Vestsalen.

”Det er en kæmpe cadeau til os fra FÆNGLSET, og ikke mindst til CUBO og CASA, der står bag etableringen af Vestsalen,” siger formand for Fonden FÆNGSLET Henning Nørbæk.

”Det bliver ikke større end at blive hædret for Danmarks bedste renovering. Vi er afsindig stolte og skylder en stor tak til vores dygtige samarbejdspartnere,” siger direktør Astrid Søes Poulsen

Renoverprisen uddeles til særligt vellykkede indgreb i eksisterende bygninger af Realdania og Grundejernes Investeringsfond, og her løb Vestsalen med sejren i kategorien ”institution”. Vestsalen vinder prisen for ikke blot at give fængslet en ny funktion, men også for at spille en større rolle i at transformere Horsens’ identitet fra fængselsby til kulturdestination. Sådan lyder begrundelsen fra Renoverprisen, der også skriver om kåringen:

”Med næsten kirurgisk præcision har man gennembrudt den nederste 1,5 etage, så der er skabt en åbning hele vejen fra udearealerne og ind i den ikoniske indergård. Frem for at opføre en ny bygning skræddersyet til events, konferencer og koncerter har man ved at transformere fængslet ikke blot sparet CO2-udledning, men også fået nogle helt særlige rum, som folk kommer for at besøge fra nær og fjern – af egen fri vilje vel at mærke,”

Kriteriet bæredygtighed ligger i FÆNGSLETs DNA
Overrækkelsen, der skete for 10. gang, havde i år særligt fokus på temaet bæredygtighed. Ikke kun i den prisvindende Vestsalen er bæredygtighed et gennemgående tema, det ligger dybt i hele FÆNGSLETs DNA.

Hele virksomheden er jo skabt ud fra en bæredygtig tanke. FÆNGSLET er i sig selv et stort transformationsprojekt, hvor vi genanvender en gammel bygning ved at gentænke brugen af den,” siger Astrid Søes Poulsen.

Selv den kvarte million mursten, som blev fjernet fra FÆNGSLETs under etableringen af Vestsalen, får nyt liv. De skal genanvendes til byggeriet af en kommunal daginstitution.

Det usædvanlige bygningsværk styrker byens kulturliv
Vestsalen hædres med Renoverprisen præcis et år efter, den unikke sal blev taget i brug. Den 14. september er det nøjagtigt et år siden, Vestsalen slog dørene op. I det første år har salen huset både tv-optagelser, koncerter, awardshows, messer og festivaler. Netop de kulturelle arrangementer, der styrker Horsens som kulturby, spillede ind i prisjuryens afgørelse.

Forud for åbningen af Vestsalen var halvandet års usædvanlig byggeproces. Salen blev skabt ved at åbne bygningen med en glasfacade ud mod den store fængselsgård, mens den indre fængselsgård blev overdækket med et transparent tag. Der blev åbnet op til den ydre fængselsgård mod vest med store glasdøre, der kan skydes til side.

Med sit særlige design er Vestsalen et bygningsværk, der ikke findes andre steder i verden – og nu også med titlen som et af landets bedste renoveringsprojekter.

SE OGSÅ

 

 

 

Vestsalen på Fængslet

OM RENOVERPRISEN
Renoverprisen uddeles af den filantropiske forening Realdania og GI. Selv om renovering fylder mere end halvdelen af den samlede produktion i byggebranchen, er det primært nybyggeri, der bliver belønnet med priser. Det er Renoverprisen med til at lave om på. Det særlige ved prisen er derudover, at den hylder hele holdet frem for en enkelt bidragsyder – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.

 

Renoverprisen Vestsalen FÆNGSLET
Vinderholdet bag renoveringen af FÆNGSLET. Foto: Melissa Ørnstrup

 

KRITERIER TIL DE NOMINEREDE AF RENOVERPRISEN 2022
Alle indstillede projekter bedømmes ud fra fem kriterier. I 2022 er bæredygtighed hovedkriteriet:

Bæredygtighed: Klimahensyn og bæredygtighed er tænkt ind i alle projektets faser og i selve løsningen. Fra genanvendelige, miljørigtige og eventuelt genbrugte materialer i etableringsfasen til ressourceforbrug på byggepladsen og bygningens daglige drift – fx i form af energioptimering.

Brugskvalitet og bidrag til omgivelserne: Projektet fungerer optimalt og vurderes positivt af brugerne. Samtidig gør projektet en forskel for de nære omgivelser ved at bidrage med sociale, arkitektoniske og oplevelsesmæssige kvaliteter.

Udførelseskvalitet og værdiforøgelse: Håndværk, rådgivning og arkitektur i projektet er udført på et højt fagligt niveau. Løsningen har desuden givet et værdiløft – både for bygningen, for ejerne og for brugerne.

Eksempelværdi: Projektet rummer et potentiale for at danne skole og udvikle renoveringsdisciplinen. Gennem de konkrete løsninger tjener det som eksempel og inspiration for andre – både i stor og lille skala.

Samarbejde: I alle led af byggeprocessen har samarbejdet mellem bygherre, rådgivere, udførende, brugere og myndigheder været velfungerende og eksemplarisk.

 

SE DEN FASCINERENDE BYGGEPROCES FRA START TIL SLUT

Pin It on Pinterest