Filtrer efter kategori
 
loading

Arkitekterne bag FÆNGSLETs store transformationsprojekt er fundet

|

3. maj 2019

Den nye kultur-, event- og konferencesal på FÆNGSLET i Horsens Vestsalen er kommet et væsentligt skridt nærmere sin opførelse. Efter en arkitektkonkurrence er der nu sat navn på det arkitektfirma, der skal tegne og i samarbejde med en hovedentreprenør opføre Vestsalen. Valget er faldet på aarhusianske CUBO.

Glæden er stor hos både FÆNGSLET og CUBO for det forestående, nye samarbejde om Vestsalen, som er det største transformationsprojekt i det gamle fængsels historie. Med Vestsalen føres FÆNGSLETs vision om at åbne en tidligere lukket verden op og invitere det store publikum ind til oplevelser ud over det sædvanlige for alvor ud i livet.

“Med stor respekt for fængselsbygningens oprindelige arkitektur og samtidig med en meget fin og gennemført sans for at føje nyt til gammelt har CUBO vundet arkitektkonkurrencen om at opføre en helt ny, unik sal på FÆNGSLET. Vi har i bestyrelsen arbejdet med tankerne om Vestsalen gennem et par år, og det er med meget stor tilfredshed, at vi nu kan offentliggøre så kompetent et totalrådgiverteam,” siger bestyrelsesformand Henning Nørbæk.

Totalrådgiverteamet består foruden CUBO af Rambøll på ingeniør-, installations- og akustiksiden, mens det er arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, der står for landskabsdelen.

“Vi er som tegnestue stolte og beærede over at få muligheden for at være med til at præge en af Danmarks mest ikoniske samfundskulturelle byggerier. Horsens Statsfængsel, opført i 1800-tallet, er et bastant fysisk aftryk med store samfundshistoriske og bygningskulturelle perspektiver, så fornyelsen tager udgangspunkt i historien. Med et nærmest kirurgisk indsnit foretages en livgivende ‘operation’ af FÆNGSLET, så det tilpasses nutidens krav og ønsker til fleksibilitet og tilgængelighed, uden at fortidens billeddannelse sættes ud af spil,” lyder det fra Rune Riis, arkitekt og partner hos CUBO.

Kulturelt fyrtårn

Vestsalen skabes ved at overdække den indre, vestre fængselsgård med en let, svævende og transparent tagkonstruktion, mens der i vestfløjen skydes en enkel og åben boks ind gennem de to nederste etager. Åbningen til den ydre fængselsgård er et vigtigt bindeled mellem ude og inde og skal ses som det hængsel, der åbner FÆNGSLET op og skaber direkte sammenhæng mellem de ydre og indre aktiviteter. Salen bliver på ca. 1.200 m2 og kan rumme op imod 1000 gæster.

“Med Vestsalen vil FÆNGSLET blive et af regionens mest markante kulturhuse med et rum af højeste kvalitet, der både kan kaldes koncertsal, teaterscene, messe- og konferencerum og VIP loungeområde ved store koncerter i Fængselsgårde,n” siger Astrid Søes Poulsen, direktør for FÆNGSLET og fortæller videre om konkrete muligheder i fremtiden:

“Vestsalen vil både tilføre de nuværende store events som Krimimessen og Middelalderfestivalen nogle efterspurgte nye rammer og samtidig give plads til de mange nye arrangementer, vi ønsker at huse på FÆNGSLET – alt lige fra e-gamingevents og hackathons til borgermøder, videnfestival i samarbejde med blandt andre Fængselsmuseet, teaterforestillinger og koncerter med små og store bands. Med andre ord vil Vestsalen være dén afgørende brik i at gøre FÆNGSLET til et kulturelt fyrtårn, der lyser op både uden for by- og landegrænsen.”

Det er hele er muliggjort gennem store, generøse bevillinger fra Foreningen Realdania (40 mio. kr.), A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal (40 mio. kr.) og Familien Hede Nielsens Fond (3 mio. kr.).

Ved arkitektkonkurrencen var der 26, der søgte om prækvalifikation og fem, der blev udvalgt til at være bydende.

Efter den nuværende plan står Vestsalen klar til indvielse i december 2021.

2 Scene_Exterior ankomst, Vestsalen, FÆNGSLET i Horsens

3 Scene_Exterior central1 Gårdrum koncert 01

Arkitekterne bag FÆNGSLETs store transformationsprojekt er fundet