Filtrer efter kategori
 
loading

Nye spændende udstillinger og aktiviteter til sommergæsterne

|

19. juni 2020

Skattejagt, fangetransporter, tøndemord og pistolpræst – det er nøgleordene i de nye udstillinger og aktiviteter, du nu kan opleve på Fængselsmuseet. Vi slår dørene op til de fængslende fortællinger hver dag i sommerferien. 

Oplev en helt ny skattejagt for hele familien og vær med, når vi for første gang viser vores cellevogn fra Vestre Fængsel frem. Du kan også se udstillingen om ‘Liget i tønden’ og høre den usædvanlige historie om præsten, der stod bag fængslets største fangeflugt.

Flugtbingo og skjulte udgange
Fængselsmuseet har udviklet skattejagter for hele familien! Gå på jagt i fængslet for at finde de skjulte ting, som er nødvendige for en god flugt! Kan DU finde alle sporerne og vælge den rigtige nøgle til friheden? Vi trækker også lod om en vinder af den mest kreative flugthistorie hver uge i skolernes sommerferie. Skattejagterne er til børn og barnlige sjæle fra ca. 6 år.

Præsten med pistolerne
Det hører ikke til hjælpepræstens sædvanlige arbejdsopgaver at smugle beskeder og pistoler for fangerne, men det var præcis, hvad pastor Mikkelsen gjorde i 1944. Indsmuglingen var et led i en omstændelig flugtplan, som resulterede i den største fangeflugt fra fængslet. Kom med på vores spændende sommerrundvisning og hør blandt andet, hvorfor Mikkelsen hjalp fangerne, og hvilket tilnavn det gav ham. Foruden præsten med pistolerne får du også historien om en 18 meter lang tunnel, en ærgerlig svævebane og det fængselsliv, som fangerne flygtede fra.

Liget i tønden
I januar 1890 forsvandt inkassator Johan Meyer i København. Politiet efterforskede sagen og kunne i marts anholde den forgældede sæbefabrikant Adolph Philipsen. Philipsen tilstod, at han havde dræbt Meyer og stjålet hans penge og guldur. For at skjule sin forbrydelse havde Philipsen anbragt liget i en tønde og sendt den til en opdigtet adresse i USA. Politiet fik opsporet tønden, som befandt sig i New York. Tønden nåede tilbage til Danmark, inden retssagen mod Philipsen begyndte. Da politiet åbnede tønden, befandt liget sig stadig deri.

Få hele den dystre historie i Fængselsmuseets nye udstilling. Du kan bl.a. se den store tønde, som Philipsen gemte liget i og høre fortællingen om drabet i podcasten ”Mørkeland”. Udstillingen er åbnet og kan ses i Fængselsmuseets kælder.

Celler på hjul
I sommerferien viser Fængselsmuseet for første gang sin cellevogn fra Vestre Fængsel frem. I den store, sorte Volkswagen kan du se, røre, lugte og føle, hvordan det er at sidde på en fastmonteret plastikstol i et af cellevognens små gule skabe, som de små rum bliver kaldt. Du kan lukke døren og fordybe dig i den graffiti og de hilsner, der er skrevet i skabet. Eller du kan rejse dig og kigge ud af det lille vindue. Cellevognen er en del af Fængselsmuseets udstilling og er åben i samme åbningstid.

Boern og cellevogn

Praktiske oplysninger

– Skattejagt og rundvisninger starter mandag den 29. juni og slutter søndag den 9. august 2020. Skattejagten tilbydes dagligt og er gratis efter betalt entré.

– En rundvisning koster kr. 35 pr. person efter betalt entré. Book rundvisning HER.

 

SE OGSÅ