23.04.2026

forladt cellegang åbnes for første gang i to årtier

Pressebillede 1_Kreditering_FÆNGSELSMUSEET.jpg

Den 5. maj åbner FÆNGSELSMUSEET for en ny eksklusiv særrundvisning ’Forladt’, hvor museets gæster for første gang får adgang til en hidtil lukket del af det tidligere statsfængsel. I anledning af 20-året for fængslets lukning åbnes afdeling 4. øst nu for offentligheden.

Afdeling 4. øst har været rømmet og stået tomt siden 2006, hvor de sidste fanger blev overført til Enner Mark Fængsel. Nu vækkes cellegangen til live igen som en del af museets formidling, hvor gæster kan booke sig på særrundvisningen ’Forladt’ og komme helt tæt på en uset del af fængslets historie og hverdag.

Tæt på flugthistorierne

På særrundvisningen kan gæsterne blandt andet høre dramatiske fortællinger om flugtforsøg fra fængslet. I en af cellerne kan man bl.a. se det tilmurede hul, der blev brugt til en spektakulær flugt i 1984, hvor en fange, flygtede gennem et hul i sin cellevæg, videre ind til nabocellen og derfra op på taget – og ud i friheden.

En frossen fortælling fra 2006

Cellegangen fremstår i dag i store træk, som da den blev efterladt i 2006. Væggene er malet grønne og udsmykket med motiver inspireret af nordisk mytologi, skabt af to fanger som en del af et aktiveringsprojekt. Små spor fra fortiden, som efterladte sedler, postkort, opvaskebørster og et gammelt spejl, giver et unikt indblik i livet bag murene og bidrager til fortællingen om stedet - også fra den sidste tid, hvor fængslet var under afvikling.

Særrundvisningen ’Forladt’ åbner den 5. maj 2026 kl. 11.00 og bliver en fast del af FÆNGSELSMUSEETs program resten af året. Det giver museets gæster en sjælden mulighed for at opleve en ellers utilgængelig del af Danmarks fængselshistorie.

Begrænset antal pladser

  • Rundvisningen kører kun i 2026

  • Der frigives 200 billetter til en start frem til sommerferien

Se også

FÅ MERE UD AF DIT BESØG