Filtrer efter kategori
 
loading

FÆNGSLET åbner ny panoramasti med børneløb

|

20. december 2019

Snart åbnes FÆNGSLET endnu mere op med en panoramasti rundt om bygningen. Den 5. januar indvies den nye natursti med et børneløb.

Tusindmeterstien hedder den nye natursti, der er blevet anlagt hele vejen rundt om den historiske bygning. Stien har panoramaudsigt og er præcis tusind meter lang. Den nye sti åbnes den 5. januar kl. 11-12 med et børneløb, hvor alle er velkomne.

”Vi glæder os til at invitere hele byen til indvielsen af stien, for det er netop derfor, vi har lavet den – for at åbne FÆNGSLET endnu mere op og bringe byen tættere på,” siger direktør for FÆNGSLET Astrid Søes Poulsen.

Borgmester Peter Sørensen indvier stien og igangsætter børneløbet, som arrangeres i samarbejde med den lokale løbeforening Atlética. Børn til og med 13 år kan deltage i det tusind meter lange løb, men alle er velkomne til indvielsen, og efter løbet vil det være muligt at gå en tur langs den udsigtsrige sti.

Alle løbsdeltagere modtager en FÆNGSLET-medalje og den hurtigste dreng og pige får overrakt en særlig præmie af borgmesteren.

Efter løbet bliver der udleveret vand og smagsprøver på lækre, sunde snacks. Den sidste halve time står løbeforeningen Atlética klar til at fortælle om deres aktiviteter og tilbud for både børn og voksne.

Som en god start på det nye år bliver Tusindmeterstien åbnet med gavnlige vaner. Vi skal være gode ved os selv og vores krop, og det er temaet for dagen – om det så er at løbe, gå en tur i den friske luft eller nyde den smukke udsigt. Så kom med til en dag med natur, bevægelse og kostinspiration, når vi åbner den nye sti rundt om FÆNGSLET.

Program

  • – Velkomsttale ved Henning Nørbæk, bestyrelsesformand for Fonden FÆNGSLET
  • – Indvielse af Tusindmeterstien ved borgmester Peter Sørensen
  • – Børneløb for børn til og med 13 år
  • – Hurtigste dreng og pige får overrakt en præmie af borgmesteren
  • – Løbsdeltagere modtager en FÆNGSLET-løbsmedalje
  • – Der uddeles smagsprøver på lækre, sunde snacks
  • – Tak for i dag

 

Om Tusindmeterstien

  • – Stien er præcis tusind meter lang og går hele vejen rundt om FÆNGSLET
  • – Tusindmeterstien er en del af projektet Den Grønne Ring, der har til formål at åbne FÆNGSLET mere op og bringe byen tættere på
  • – Der er afmærkninger på stien for hver 100 meter
  • – Langs østsiden af stien bliver der plantet buskads
  • – Der vil senere komme belysning ved stien
  • – På sigt kommer der langs ruten storytelling i form af små historier og facts om stedet
  • – Med sine præcis 1000 meter og markeringer for hver 100 meter er stien oplagt til løbere
  • – Naturstien er også velegnet til walk & talk for erhvervslejere og konferencegæster, der dagligt besøger FÆNGSLET
  • – Fra vest- og nordsiden kan man se Lys på FÆNGSLET
  • – Stien går blandt andet forbi FÆNGSLETs nye legeplads