29.11.2022

Første navne klar til Jailbreak 2023

Within Temptation, Saxon, Mike Tramp - Songs of White Lion, Skagarack og Timechild er offentliggjort som de første bands til jailbreak 2023.

Koncert til Jailbreak festival på fængslet

Jyllands nye rock- og metal-event vender tilbage – denne gang som en fuldfed festival, hvor gæsterne hen over to hele dage kan opleve masser af heavyrock på scenerne samt tommetyk stemning bag murene i FÆNGSLET i Horsens.

I august i år præsenterede vi for første gang JAILBREAK og fik for alvor slået fast, at Horsens er en heavy-by. 3.000 gæster fik oplevet de fantastiske internationale og danske bands, rappelling fra fjerdesalshøjde, fangeflugt fra cellerne og en stemning, der truede med at vælte de tykke fængselsmure.

Vi er meget stolte over at kunne præsentere det samme igen i 2023 – blot med meget mere heavy, endnu flere aktiviteter og samme fabelagtige stemning! Den 11.-12. august 2023 slår vi porten op til FÆNGSLET med et større udvalg på alle hylder, både musikalsk og gastronomisk – et udvalg, der for alvor giver mulighed for at slippe ud af hverdagens tremmefængsel.

Plakat Billetsalgsstart December 2022

JAILBREAK byder i 2023 på en bred vifte af bands, som alle har de store og legendariske riffs til fælles. Der er for alvor lagt op til en sand rehabiliteringsfest, når FÆNGSLET fyldes med tonerne af bl.a. storslået symfonisk metal fra hollandske WITHIN TEMPTATION, old school heavy metal fra britiske SAXON, en perlerække af gode, gamle glammetal-hits fra genrens storhedstid med MIKE TRAMP’S WHITE LION, klassisk dansk rock på højt teknisk niveau med SKAGARACK og tung, melodisk rock fra det unge band TIMECHILD.

Se også

FÅ MERE UD AF DIT BESØG