Filtrer efter kategori
Koncerter
Fængselsmuseet
Rundvisninger
Festival
Børn
Udstilling
Marked
Design
Kunst
Musik
Messe
Unge
Fængselsmuseet
FÆNGSLET
Kultur
Fængselsgården
Debat
Magasinet
loading

Lorentzens Tunnel – Kan du dine facts?

|

29. marts 2017

På FÆNGSLET får vi en del spørgsmål om det igangværende tunnel-byggeri. Derfor har vi lavet en lille FAQ (svar på ofte stillede spørgsmål) til dig, så du hurtigt og let kan finde frem til hvem, hvad, hvor og hvornår. For hvem var ham Lorentzen egentlig? Hvornår kan du få rekonstruktionen af hans tunnel at se? Og skal man møve sig gennem den? Læs videre, og bliv klogere.

 

Hvornår åbner tunnellen?

Hvor er vi glade for, at du spørger! Fængselsmuseet holder lukket i dagtimerne d. 20. maj, men åbner kl. 22:30, hvor Lorentzens Tunnel indvies. Alle med gyldig museumsbillet kan få tunnelen at se fra det tidspunkt og frem. I anledningen af den særlige dag holder museet åbent til kl. 02:00.

 

Skal man møve sig gennem den?

Nej, heldigvis. Det ville blive et logistisk mareridt – ikke mindst fordi det bliver den nye udgang fra fængselsmuseet! Den rekonstruerede tunnel bliver mere end to meter høj og bred nok til at ’Krone 1’ vil kunne køre parade gennem. Det er en åben invitation til hvem det måtte vedkomme.

 

Hvor lang bliver den?

Nogle kilder hævder, at den oprindelige tunnel var 20 meter lang, men den var faktisk 18 meter. Det ender den rekonstruerede tunnel selvfølgelig også med at blive.

 

Når tunnelen står færdig den 20. maj 2017, bliver det den nye udgang af Fængselsmuseet. Alle gæster får på den måde lov til at gå i Lorentzens fodspor.

 

Lorentzens Tunnel - FÆNGSLET

Hvem var Lorentzen?

Carl August Lorentzen var vanekriminel og havde en forkærlighed for at bryde ind hos velhavende og stjæle dyre værdigenstande, men han begav sig også af med pengeskabstyverier. I 1949 blev han indsat i Horsens Statsfængsel, og det var herfra, han gennemførte sin berømte tunnelflugt.

 

Hvordan flygtede han?

Bag reolen i sin celle havde Lorentzen brudt et hul i muren og gravet en tunnel, der førte ned under fængselsgården og over til fængselsinspektørens kartoffelkælder, hvorfra han kunne gå direkte ud i det fri. Flugten fandt sted natten til den 23. december i 1949.

 

Hvor lang tid var Lorentzen om at grave tunnelen?

Lorentzen brugte ca. 11 måneder på om natten at grave den tunnel, der førte ham ud i friheden. Et projekt, der potentielt var livsfarligt – to gange styrtede tunnelen sammen omkring ham.

 

Var der noget med et ordsprog?

Ja, det var der! Lorentzen efterlod en lap papir til fængselspersonalet hvorpå der stod: ”Hvor der er en Vilje, der er der ogsaa en Vej!” Han havde også den frækhed at sende et julekort til fængselsinspektøren.